Johannes V. Jensens liv

Johannes V. Jensen Museet, Søndergade 48, 9640 Farsø

tlf. 9866 6788

Copyright @ All Rights Reserved

JOHANNES V. JENSEN

 

Johannes Vilhelm Jensen (almindeligt kendt som Johannes V. Jensen) (20. januar 1873 i Farsø - 25. november 1950 på Østerbro, København) var en dansk forfatter der modtog Nobelprisen i litteratur i 1944.

 

Han var opvokset i Farsø i Himmerland i et dyrlægehjem med antireligiøse forældre. Han blev lægestuderende på Københavns universitet og arbejdede som journalist ved siden af for at finansiere sine studier. Efter 3 års studier valgte han at skifte karriere og gav sig selv til litteraturen. På det tidspunkt havde han allerede udgivet 12 romaner.[1] Johannes V. Jensen er kendt for digte, artikler, noveller og romaner. Hans mest kendte er novellesamlingen Himmerlandshistorier, romanerne Kongens Fald og Den lange Rejse. Han har også skrevet skuespillet Trods med baggrund i hans egen novelle Cecil fra Himmerlandshistorier. Det blev opført i USA af danske indvandrere.

Johannes V. Jensen rejste en del - Paris, London, Berlin, Norge, Sverige, Chicago & New York.

FAMLIEN

På sin fars side var Johannes V. Jensen af bondeslægt fra det vestlige Himmerland, mens moren var fra Falster. Johannes V. Jensens farfar var Jens Jensen Væver hvis historie JVJ benyttede i en af Himmerlandshistorierne delvis på baggrund af nogle optegnelser fra JVJ's onkel, møller i Aalestrup. Faderen var dyrlæge i Farsø, og JVJ var den næstældste i en søskendeflok på elleve. Flere af børnene skrev, malede og fotograferede. Mest kendt er søsteren Thit Jensen, som også var forfatter. Broren Hans Deuvs (døbt Hans Otto Jensen) malede og forsøgte at blive uddannet på Kunstakademiet. Som ung malede JVJ også.

 

Johannes V. Jensen var en kort tid i 1900 forlovet med forfatterinden Edith Nebelong

(senere Edith Rode) og blev i 1904 gift med Else Marie Ulrik og fik tre sønner.

BIOGRAFI

 

Johannes V. Jensen er født d. 20. januar 1873 i Farsø, Himmerland. Søn af dyrlæge Hans J. Jensen og Marie Kristine Jensen. Student fra Viborg Katedralskole 1893. Flytter til København for at studere medicin. Består en række indledende eksaminer og arbejder som volontør på kommunehospitalets kirurgiske afdeling. Opgiver definitivt lægestudiet 1898 for at blive forfatter. På det tidspunkt har han allerede udgivet 12 romaner!

 

Ivar Lykke - For at klare til dagen og vejen - det er tiden før SU - leverer han til det kulørte magasin Revuen under pseudonymet Ivar Lykke i alt ti handlingsmættede og bloddryppende føljetonromaner over en treårs periode, 1895-1898. I sin barndom er JVJ stærkt optaget af spændingsromaner og rejsebeskrivelser, hvilket her kommer ham tilgode. Føljetonerne, der er uden litterære prætentioner, har været en god forfatterskole, og helt uden kunstnerisk værdi er de ikke, således peger den første Skatten på Korsøgaard (1895) frem mod Kongens Fald (1901), ligesom Milliontyvens Høvding (1898 - genudg. 1991) foregriber Hjulet (1905). Disse kriminalromaner tæller dog ikke med i det samlede forfatterskab. Den egentlige debut finder sted med romanen Danskere (1896), hvis hovedperson er en ung jyde, der flytter til hovedstaden for at studere medicin. Debuten efterfølges af en ny roman, Einar Elkær (1898). Ankommet i det nye århundrede sletter JVJ dog disse ikke ubetydelige værker af sit forfatterskab, der herefter begynder med fortællingerne Himmerlandsfolk (1898).

 

Jorden rundt - I 1896 foretager JVJ en kort Amerikatur, der bliver den første af en lang række af rejser jorden rundt. Til Spanien 1898 som udenrigskorrespondent (Politiken) under Cubakrigen - Intermezzo (1899). Året efter Tyskland, Frankrig og England - for at srive en bog om anarkismen, der imidlertid ikke bliver til noget. Til Verdensudstillingen i Paris 1900 som korrespondent (Socialdemokraten) - Den gotiske Renaissance (1901). I 1902-1903 foretager JVJ den store jordomrejse over Malakka, Singapore, Japan og USA - Skovene (1904). 1912-1913 til det fjerne Østen - Introduktion til vor Tidsalder (1915). Til Ægypten og Palæstina 1925-1926. 1928 De kanariske øer og Rom. USA besøger han endnu fem gange - Den ny Verden (1907), Fra Fristaterne (1934). Ligesom han gør mange og lange ophold i Norge - Nordisk Aand (1911), Nordvejen (1927).

 

Ægteskab - Forlovet med Edith Nebelong i en kort periode år 1900. I 1904 ægteskab med Else Marie Ulrik. Far til tre sønner. Bosætter sig i lejlighed på Frederiksberg. Fra 1913 sommerhus i Tibirke. Under l. Verdenskrig går han i enrum og genoptager arbejdet på sit hovedværk Den lange Rejse (1908-1922). Værket forener en spirituelt mytisk og naturvidenskabelig fremstilling af menneskehedens udviklingshistorie, og som sådan en hedensk version af Bibelens skabelsesberetning. Værket afsluttes med en efterskrift, bogen Æstetik og Udvikling (1923), der er en eminent indgang til forfatterens tankeverden og arbejdsform. - Johannes V. Jensen kommer fra et antireligiøst hjem, bortset fra at faderen i 1880erne bliver tiltrukket af de spiritistiske bevægelser og skriver to bøger herom. JVJ tager afstand fra denne okkulte interesse, mens søsteren, Thit Jensen, afholder seancer i hjemmet.

 

Skelsætter - Johannes V. Jensens forfatterskab bliver omfangsrigt. Med Digte 1906 fornyer han dansk lyrik med en rå og følsom nerve i en ‘talt’ prosapoetisk form, der bliver banebrydende for dansk modernisme. Ligesom han skaber en ny genre med sine lynskud i kortprosa, Myter, hvoraf der kommer 11 bind. Stort set alle genrer bliver genstand for hans frodigt eksperimenterende og livshungrende udtrykskraft. Midtvejs i forfatterskabet sker der et gennembrud for en moden antropologisk og etnografisk interesse, der manifesterer sig i storværkerne Dyrenes Forvandling (1927) og Aandens Stadier (1928) samt Vor Oprindelse (1941). Disse essayistiske værker er skrevet med videnskabelig fortælleglæde: en digter på opdagelsesrejse i skaberværket. Det er ontologiske værker, der bygger på Darwins evolutionslære. Grundsynspunktet er areligiøst i kirkelig forstand, men åbner i sin værenssansning og tolkning for en spirituel og mytisk forståelse. I Evolution og Moral (1925) og Det Blivende (1934) forsøger han med nysyn og filosofisk dristighed at uddrage en etik baseret på udviklingslæren.

 

30erne - I 30erne kritiseres JVJ for manglende politisk engagement. Men hans værker er båret af et andet og større eksistentielt frisind end det politisk definerede, som han ved siden af partidannelser betragter som en sterilitet for tanken. Herom redegør han i Retninger i Tiden (1930), der samtidig rummer hans nuancerede afstandtagen fra alle diktatoriske og totalitære retninger, hvad enten de er røde, brune eller sorte. Tidligt tager han afstand fra Nietzsche (og den ‘dårlige darwinisme’) og betragter mentalitetshistorisk dennes nihilisme ved siden af marxisme og psykoanalyse som årsagsforklaring på 1. Verdenskrig. - Under besættelsen brændte han af forsigtighedshensyn sine dagbøger gennem 30 år samt al personlig korrespondance.

I 1929 påbegynder Johannes V. Jensen sin oversættelse af Egils Saga, der sammen med oversættelsen af kvadene i Njals Saga og genfortællingen af Grønlands- og Vinlandssagaerne indgår i trebindsudgaven af De Islandske Sagaer (1930-1932). Arbejdet følges op af en passioneret og original studie, Kvinden i Sagatiden (1942). Nye læsere kan begynde her!

 

Portrætter - Til forfatterskabets mere underbelyste sider hører JVJs betydelige portrætkunst, således i samlingerne Form og Sjæl (1931) og Mindets Tavle (1941). Desuden udgiver han en række kunstbøger: Johannes Larsen og hans Billeder (1920), Thorvaldsens Portrætbuster (1926), Jyske Folkelivsmalere (1937) samt Thorvaldsen. Haandværkeren og Manden (1938). Disse arbejder vidner om JVJs stigende interesse for klassicismen i kunsten. Litterært forbinder han sig tydeligere til sit forbillede Adam Oehlenschlager. Således i digtet "Graven i Sne" (Verdens Lys, 1926) samt kort tid før sin død i en mindeartikel, "Adam Oehlenschlager 1779-1850", i Politiken 20. Januar 1950.

 

Nobelprisen - I 1929 - 100året for Adam Oehlenschlagers digterkroning i Lund - udnævntes Johannes V. Jensen samme sted til æresdoktor. 1944 tildeltes han Nobelprisen. Hvordan det gik til, at Johannes V. Jensen fik Nobelprisen, har Aage Jørgensen redegjort for i Nabo til Nobel. Historien om tretten danske Nobelpriser udgivet af Aarhus Universitetsforlag (2001) ved Henry Nielsen og Keld Nielsen bibliotek.dk.

Se også: Aage Jørgensen: Hvorfor en Nobelpris til Johannes V. Jensen? (i: Bogens Verden, 2001, nr. 3, s. 21-27). Samme: Johannes V. Jensens Nobelpris - historien om en hjemkomst (i: Dansk Noter, 2003, nr. 2, s. 54-62); samme: Vilhelm Andersen og Johannes V. Jensen (i: Nordica, bd. 20, 2003, s. 109-67); id., Johannes V. Jensens Nobelpris - historien om en hjemkomst (i: Dansk Noter, 2003, nr. 2, s. 54-62); id., Vilhelm Andersen og Johannes V. Jensen (i: Nordica, bd. 20, 2003, s. 109-67). En kronik med titlen Danskernes Nobelpriser også af Aage Jørgensen blev bragt i Politiken 18. marts 2001.

Johannes V. Jensen dør den 25. november 1950 og ligger begravet på Bispebjerg Kirkegaard (De ukendtes grav).

(Kilde: Sven H. Rossel i: Dansk Biografisk Leksikon. 3. udg., Bind 7, 1981).

 

Kilde: Iben Holk, Epoke