Lille Nobel vinder, 2024

Jeg hedder William. Hvis du vil vide mere om mig, kan jeg fortælle, at jeg har en mor og en far og en søster. Min søster ser jeg ikke så ofte længere, men det er lige meget lige nu. Jeg bor i en lejlighed på en meget trafikeret gade i byen, og mit værelsesvindue vender ud mod vejen. Jeg bruger mange timer hver dag på at sidde i vindueskarmen og kigge. Jeg kigger på børn, cyklister og bilister, hunde i alle størrelser, familier, enspændere og alt derimellem. Nogen holder af at observere insekter eller eksotiske dyr under vandet. Jeg holder af at observere mennesker. Jeg ser alle de detaljer, som andre overser. Mine forældre har altid kaldt mig opmærksom. At jeg er en rengøringssvamp, der suger alle indtryk til mig. Dét er min superkraft. Jeg er en superhelt, der står på kanten og har overblik over hele verden.

Lammeskyerne står helt stille på den lyseblå efterårshimmel. I dag er solen fremme, og den lyser verden op, gør alt smukkere end sædvanligt. Den kaster lys over hver en skygge og skaber de bedste forudsætninger for mig som observatør. En perfekt dag til legepladsen. Jeg binder snørebåndene på de mudrede gummisko og snører uldhalstørklædet tre gange rundt om halsen, før jeg tager min jakke på og smækker døren bag mig. Det runger i opgangen, og jeg hopper fløjtende ned ad trapperne. Da jeg kommer ud ad porten, blender jeg ind i menneskemassen. Det er en følelse, jeg nyder. Jeg føler mig camoufleret og tryg, skjult. En fugl, der deltager i formationen. Luften er klar og som en kold hånd mod mine kinder. Min ånde er tydelig i luften, og jeg putter min hage om bag halstørklædet.

En dreng med Ninjago-rygsæk og stribede sokker, der går op over de tætsiddende jeans, bliver ved med at træde sin søster i hælene. Hun har nogle gummisko på, der blinker, når hun tager et skridt, med de falder delvist af, når broren træder på dem. Hun snubler lidt, men genvinder hver gang balancen, mens hun hidsigt vender sig om og skriger noget af ham. Moren, der holder hende i hånden, trækker lidt i hende og siger noget om, at hun skal opføre sig ordentligt. Pigen siger, at det ikke var hende, der startede, men moren har allerede rettet sin opmærksomhed mod et udsalgsskilt i et vindue.

En anden dreng overhaler mig på sit løbehjul. Jeg genkender ham fra skolegården. Han går vist i 1.c. Da jeg går forbi Emmerys, rammer en duft af kanel og kardemomme mig. Jeg lukker øjnene og nyder forestillingen om at sætte tænderne i en kanelsnegl, men ryster tanken væk. Måske senere. Jeg går videre ned ad gaden og kommer forbi en lille græsplæne. Jeg samler en kastanje op fra jorden, og en til. Jeg fylder hele min frakkelomme med de største og mest blanke kastanjer, jeg kan finde. Når jeg kommer hjem, vil jeg lave dyr med tandstikker som ben og hals.

Jeg går lidt videre, ser et par piger, der står med ansigtet trykket mod ruden til BR. Jeg går under et stillads, hvor der står nogle og maler en husfacade blå. Jeg kan ikke så godt lide at gå under stilladser, for jeg er altid bange for, at det vælter, eller at de taber noget, så jeg løber nærmest igennem det.

Endelig når jeg til metallågen, der fører ind til parken. Det er søndag, så parken er proppet. Der er hundeluftere, ældre ægtepar, der sidder på bænke og funderer over livet, familier på tur og nyforelskede par. Parker bringer alle sammen. En grussti fører hen til legepladsen. Det er en ret stor én af slagsen. Rutsjebaner, gyngestativer, klatrevægge, en fodboldbane med basketkurve, løbecykler, sandkasser. Jeg orienterer mig og ser en gruppe drenge, der kravler på klatrestativet. Mine skridt derhen er hurtige og entusiastiske. ”Hej,” siger jeg og smiler bredt. De tre drenge glor bare på mig. Så kigger de på hinanden og beslutter kollektivt uden et ord at kravle den modsatte retning. Jeg tager hænderne i frakkelommen og får en idé. Det kan være, at de vil se mine kastanjer.

”Hej,” prøver jeg igen og løber om på den anden side af klatrestativet. De hænger over mig i et sort net, så jeg peger hagen op mod himlen, da jeg snakker videre: ”Vil I se noget, jeg har?”

”Gå væk!” siger en af drengene. Han har en sort Adidas hue på, og de smalle øjenbryn under kanten er trukket vredt sammen.

Okay, okay, slap af! Tænker jeg, mens jeg går hen imod sandkassen i håb om at finde nogen dér, der vil mig. En pige og en dreng sidder og laver forskellige figurer i sandet. De kigger ikke engang op, da jeg kommer hen til dem. ”Hej, må jeg være med?” spørger jeg forsigtigt. Pigen kigger op med skovlen i hånden. Hun betragter mig i et par sekunder og vender så igen sit fokus mod det nylavede sandslot. Jeg sætter mig på kanten af sandkassen og finder en havfrueform frem. ”Må jeg låne den her?” Igen intet svar. At blive ignoreret er ikke en ny følelse, og slår mig derfor ikke ud. Jeg fylder formen med sand og støber havfruen, men sandet er for porøst, så halen falder fra hinanden. Drengen kigger på mit mislykkede forsøg og undertrykker et fnis.

”Jeg er ikke så god til sand,” siger jeg. Drengen kigger på mig. ”V… vi må ikke snakke med fremmede,” fremstammer han.

”Hvorfor ik’?” spørger jeg nysgerrigt. Han trækker på skuldrene. I det samme kalder en kvindestemme over fra bænkene: ”Agnes! Emil! Kom herover!” De to børn springer op og løber hen til deres mor, og endnu engang er jeg efterladt alene. Jeg graver lidt og samler en klump op i min hånd. Mærker sandet glide gennem mine fingre, så jeg til sidst kun er efterladt med enkelte sandkorn. Selv sandet løber fra mig. Jeg rejser mig op og trasker lidt rundt på legepladsen. To piger holder et langt sjippetov, og en kø af børn står klar til at hoppe ind. En af pigerne har sandaler på. Det må være koldt. Huden på hendes fødder er lys og glat, og hun har lilla neglelak på tæerne. Jeg lader mit blik glide op og smiler til hende. Det blik, der møder mig, er fuld af afsky og kulde. Jeg kender blikket alt for godt. Jeg har set det malet på mange forskellige ansigter, der har mødt mit blik.

Jeg har altid været dårlig til at sjippe, for jeg ender altid med enten at blive ramt af den hårde plastiksnor i nakken eller over skinnebenene, så jeg bevæger mig over til gyngestativet, hvor en pige sidder alene på den ene af to gynger. Hun ligner en, der mangler en ven, så jeg sætter mig på nabogyngen.

”Halløj,” siger jeg. Frem og tilbage, frem og tilbage vipper jeg benene. Pigen gynger meget højt, højere end mig.

”Årh hvor kan du gynge højt! Det vil jeg også prøve!” Frem og tilbage, frem og tilbage. Jeg får god fart på, verden bevæger sig for mine øjne, og menneskerne bliver til aflange klatter, der bevæger sig ind og ud mellem hinanden. Vi gynger i noget tid, mig og hende ved siden af hinanden i tavshed. Til sidst er vi forpustede og stopper. Gynger bare lidt sagte frem og tilbage.

”Hvad hedder du?” spørger jeg og hviler min kind mod den kolde metallænke, der holder gyngen.

”Emma.” siger hun kortfattet.

”Emma. Det er et smukt navn. Det passer godt til dig.”

Pigen kigger ned på sine gamacher. Hun rødmer lidt.

”Skal jeg gynge dig?” Hun svarer ikke, så det tager jeg som et ja. Jeg rejser mig og går om bag hende. Skubber hende blidt på ryggen. Hun gynger ikke så højt endnu. I det samme kommer to voksne med hastige skridt gående og stiller sig ved siden af mig. Kvinden har korslagte arme.

”Hvad fanden laver du?” spørger hun. Jeg stopper med at skubbe Emma.

”Hva’? Hvad fanden laver du?” Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så jeg siger bare: ”Vi gynger.” Manden tager et skridt tættere på. Hans pegefinger er kun et par centimeter fra min næse, da han siger:

”Jeg har godt set dig her før. Har set dig luske rundt og snakke med børnene. Jeg har også set dig ved Bakkekildeskolen, dér kommer du også altid alene. Det’ klamt, det er! Det er så satans klamt!” Emma hopper af gyngen og løber hen for at kramme sin fars ben. Jeg træder et skridt tilbage og kigger på mine sko. Sandet har sat sig fast på mudderet.

”Har du ikke et liv? Har du ikke noget andet at tage dig til at genere små børn, din perverse stodder!” siger kvinden. ”Det er faktisk på kanten til det kriminelle. Ja, jeg ku’ faktisk ringe til politiet og fortælle, at en pædofil mand hænger ud på legepladsen i parken. Ja, det ku’ jeg! Det er mere end på kanten, det her!”

Jeg piller noget sand ud fra neglene. ”Jeg skal faktisk hjemad nu,” mumler jeg.

”Ja, skrid hjem og få dig et liv. Du er for helvede en voksen mand!” siger manden, og det er det sidste, jeg hører, før jeg løber væk fra gyngestativet, væk fra legepladsen, ud ad parken og hen ad gaden. Jeg får vejret på et gadehjørne og smiler. Leos Legeland lukker først om to timer.